Camilla Hansen, Kommunikationsmedarbejder i e-handelsfonden

Pas på med at overtage andre netbutikkers kundedatabaser

Forbrugerombudsmanden har i juni måned politianmeldt netbutikken Mybuy.dk for udsendelse af spam.

Mybuy.dk opkøbte den konkursramte netbutiks Macca.dk`s arkiver, herunder e-mailadresser på forbrugere, som har handlet på Macca.dk

Disse adresser udsendte Mybuy.dk nyhedsbreve til.

Ingen af Macca.dk´s kunder har accepteret at modtage nyhedsbreve fra Mybuy.dk, og Macca.dk har heller ikke kontaktet forbrugerne for at få tilladelse til at videregive deres kundeoplysninger, som ellers er et lovkrav i Persondataloven. Derfor fastsætter Forbrugerombudsmanden de udsendte nyhedsbreve som spam.

”Et samtykke, der tidligere er givet til et andet konkret, navngivet firma, må anses for bortfaldet i forbindelse med dette firmas konkurs”, udtaler Forbrugerombudsmanden i henhold til politianmeldelsen.  

e-handelsfonden vil i forlængelse af denne sag advare sine medlemmer om ikke at opkøbe andre netbutikkers kundedatabaser og bruge disse oplysninger til udsendelse af nyhedsbreve mm.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her

e-mærket giver op til 32 % højere konvertering

Kasten Lund, ejer af rådgivningsfirmaet om forbedring af konverteringsraten ”optimeria.dk”, har netop offentliggjort en stor uvildig test af e-mærket og dens påvirkning af konverteringsraten.

Karsten Lund var interesseret i at undersøge, om e-mærket giver højere konvertering, som e-handelsfonden siger.
Derfor indgik han et samarbejde med Helle Guldmann, ejer af børnetøjsbutikken houseofkids.dk, for at finde ud af, om houseofkids.dk fik en stigning i konverteringsraten ved at vise e-mærket.

Og resultatet af testen er ikke til at tage fejl af; allerede i den første uge performerede e-mærket godt, og slutresultatet blev, at e-mærket får konverteringsraten til at stige med hele 32 %!

Du kan læse hele testen på Amino.dk

Vil du vide hvordan du implementerer e-mærket så du får størst mulig effekt, kan du læse vores implementeringsvejledning.

Forbrugeren nu bedre stillet ved fortrydelse af en vare

EU-domstolen har netop afsagt en dom, hvor du som forbruger stilles bedre, hvis du fortryder et køb – uanset hvilket EU-land den netbutik, du har handlet i, er tilknyttet.
Det gælder, at forbrugeren skal stilles, som var købet aldrig indgået, hvis forbrugeren fortryder sit køb.
Det betyder konkret, at fortryder du dit netkøb, inden fortrydelsesperioden er udløbet, skal du have det fulde købsbeløb refunderet SAMT forsendelsesbeløbet. Dog skal du selv betale returfragten.
Denne konklusion er ikke ny i forhold til dansk lovgivning og praksis. Ifølge Forbrugeraftaleloven skal forbrugeren nemlig ikke betale andet end returfragten, hvis han/hun fortryder sit køb.
Dommen her sikrer dig altså bedre som forbruger. Uanset om du handler i danske eller udenlandske netbutikker, er du sikker på, at du kan fortryde dit køb, uden at du taber penge på det.

Tilmeld dig bloggen

Er du interesseret i at følge indlæg og kommentarer på e-handelsfondens blog, kan du tilmelde dig ved at indtaste din e-mailadresse i feltet herunder.